april 26, 2024

Sæt tempoet ned, når du spiser

Og 4 andre tips til mindful spisning

Hører du også til en stor gruppe af fortravlede mennesker, der hastigt spiser måltiderne på vejen til eller fra en destination? Føler du, at du aldrig bliver ordentligt mæt, og er glæden ved at spise i det hele taget fraværende?

 

Mange danskere jager rundt i et heftigt tempo for at nå deres dagsprogram. Det er ikke unormalt at frokosten bliver kværnet i S-toget eller i bilen på vej til næste kunde. Mange køber deres måltider på tankstationer, i ‘food trucks’ og andre hurtigt ekspederende serveringssteder. Mad er blevet effektiviseret ind i vores hverdag, så måltiderne ofte foregår samtidigt med andre aktiviteter.

 

Det er måske blevet normalt, men er det sundt? Mange oplever, at de hurtige frokoster kun mætter i kort tid, og føler hurtig derefter at man har behov for en lille eftermiddagssnack. Kort efter denne er man sulten igen, men er det altid mere mad, som kroppen kræver? Hvis man konstant er udkørt, kan kroppen jo efterspørge andre slags brændstof end de ekstra kalorier, man indtager – eksempelvis søvn, ro og afslapning. Flere og flere slås med stress, overvægt og andre livsstilssygdomme, der til dels er produkter af vores travle hverdag.

 

Vi er ikke altid lige gode til at tyde vores krops signaler, men vi kunne sikkert alle have gavn af at implementere lidt mere ‘mindfulness’ omkring vores måltider. Det kurerer nok ikke diabetes-2, men det kan hjælpe os med at trække tempoet lidt ned i vores hverdag.

 

Læs med her, og få 5 sunde spisevaner, der hjælper dig med at blive mindful, når du spiser.

 

 

  1. Sæt dig ned med familien.

Vi kan måske komme til at glemme, at vores familie er kernen i vores liv. I en fortravlet hverdag, kan vi komme til at nedprioritere en vigtig tid med familien – nemlig måltiderne. Særligt morgenmad og aftensmad er de to hovedmåltider, hvor man som familie har en oplagt mulighed for at sætte sig ned sammen, henholdsvis inden man bryder op i alle mulige retninger, og når man igen samles efter en lang dag. Vi skal huske tiden med vores familie. Det er med til at styrke vores psyke, når vi opnår ro i vores base.

 

  1. Spis langsomt.

Det handler om at trække tiden ud af måltidet. Det kan du eksempelvis gøre ved at lægge bestikket fra dig, mens du tygger. Ved at tvinge dig selv til at spise langsomt sætter vi ikke blot tempoet ned, men vi har pludselig også tid til at lægge mærke til den mad vi spiser –  eksempelvis hvordan den smager. Mindful spisning hjælper os med at være i nuet, i stedet for mentalt at være ved dagens næste opgave.

 

 

  1. Tyg din mad.

Det er specielt effektivt, at tænke over om du tygger din mad i forhold til at sætte tempoet ned omkring dine måltider – det hænger også sammen med at være mindful omkring din mad. Prøv eksempelvis at tygge hver bid 10 gange – dernæst 15 gange, osv. Læg mærke til om det gør en forskel for dig.

 

  1. Læg telefonen væk, mens du spiser.

Vi er blevet et mobil-afhængigt folkefærd. Det er svært at være mindful omkring måltiderne, når øjnene kigger nedad og tankerne er andetsteds. Der er heldigvis en helt enkel løsning på det problem, der blot kræver at vi lægger telefonen fra os, mens vi spiser.

 

  1. Undlad tanke-planlægning

Det er faktisk svært at være i nuet, sværere end man tror. Man kan nemt komme til at planlægge morgendagens gøremål og logistikken omkring aftenens ‘henten-og-bringen’ til og fra familiens fritidsaktiviteter. Øv dig i at være mentalt til stede – uanset om du spiser alene eller med andre.

          

          

Få mere information omkring mindful spisning hos en diætist. Husk at en sund krop ikke nødvendigvis er et slankt og veltrænet ydre. En sund krop afhænger i høj grad af en mental styrke og et stærkt helbred. Derfor skal vi passe på os selv – på hele os selv.